
PROJEKT
Uddannelse og kompetenceudvikling
2 min læsetid
42 ugers gratis guldkorn til pædagogmedhjælpere
Kom hele vejen rundt om Den pædagogiske assistentuddannelse i en ny podcast fra Den opsøgende indsats.



Er det godt for børnegruppen, at vi går ud og leger ”Alle mine kyllinger," eller er det bedre, at vi øver noget omkring puslespil, fordi der er nogle færdigheder med det finmotoriske, der skal i fokus?
Det kunne være en overvejelse, man står med som pædagogmedhjælper i et dagtilbud.
Det fortæller pædagogisk konsulent og tidligere leder i et dagtilbud Åse Ladefoged i en ny podcast om den særlige pædagogiske assistentuddannelse (PAU).
- Jeg oplever, at man på uddannelsen får en grundpakke til at forstå, hvad den nærmeste udviklingszone er for børnene, og hvordan man bedst kan understøtte den. Man får teorien bag og kan forklare: Hvorfor er det, jeg gør, som jeg gør? siger Åse Ladefoged.
Større viden om pædagogik og karrieremuligheder
Malene er er én af dem, der har taget den 42 uger lange uddannelse efter i mange år at have arbejdet som pædagogmedhjælper i en vuggestue.
Uddannelsen til pædagogisk assistent har givet hende langt større viden om pædagogik og nye karrieremuligheder, fortæller hun.
- Jeg fik tit den dér aha-oplevelse på skolen, at dét, jeg faktisk gjorde, var jo godt nok, men jeg manglede måske noget teori på, når jeg gjorde noget. Nu har jeg fået en værktøjskasse med nogle redskaber, der kan hjælpe mig videre, når jeg fx står med et barn, der er udfordret på at være med i en fællessamling eller noget rytmik, vi laver, fortæller hun.
Lyt med
... og få endnu mere indsigt i, hvad man lærer på den pædagogiske assistentuddannelse (PAU), og hvordan uddannelsen gavner både medarbejdere og institutionen som helhed.
Bliv også klogere på nogle af de barrierer, som kan stå i vejen for, at ledere får sine gode medarbejdere afsted, og få bud på, hvordan man sikrer sig, at de tillærte kompetencer rent faktisk bliver implementeret i arbejdet og hverdagen efterfølgende.
Podcasten kan ikke afspilles
For at afspille podcasten skal du acceptere marketing-cookies. Du kan altid ændre dit valg i cookieindstillinger.
Uddan dine medarbejdere til faglærte med Ufaglært til Faglært puljen
Der kan søges tilskud til de medarbejdere, der ønsker en faglært uddannelse eller et forløb på-vej-til at blive faglært.
Ufaglært til faglært puljen er målerettet medarbejdere over 25 år, der er ansat på en FOA- eller 3F-overenskomst, har været ansat i minimum et år, og som kommunen ønsker at opkvalificere og fastholde i beskæftigelse.
På-vej-til faglært: - Tilskuddet beregnes med et fast beløb på 118,38 kr. pr. medarbejder pr. time. - Ufaglært til Faglært-puljen betaler 100 procent af deltagerbetalingen. - Tilskuddet kan kombineres med enten VEU-godtgørelse på 127,03 kr. pr. medarbejder pr. time, eller man kan undersøge muligheden for jobrotation i det lokale jobcenter.
Et fuld faglært EUV-forløb: Tilskuddet dækker differencen mellem ordinær løn og elevløn/uddannelsesløn.
Om Den pædagogiske assistentuddannelse (PAU)
- For ufaglærte pædagogmedhjælpere, dagplejere el.lign. over 25 år
- Kræver mindst 2 års relevant pædagogisk erfaring
- Tager 42 uger på fuld tid eller op til 22 måneder på deltid
- Uddannesen er gratis
- Mulighed for fuld elevløn under hele uddannelsen









