"Det giver mening for mig at kunne hjælpe andre autister"

- Dette er det fedeste rum at vise frem, siger Tobias og drejer ind i et lille mødelokale med brune vægge, et tykt, rosa teatertæppe på bagvæggen, velourbetrukne sofaer, et rundt glasbord og kunstige roser i en vase. Alt sammen holdt i mørke sanselige farver.

- Det er ikke sådan, jeg selv vil bo, men det er så langt fra kommunalt, som det overhovedet kan blive, siger han og viser rundt i den 2500 kvadratmeter store fabriksbygning, der oprindelig var en nedlagt pølsefabrik og dernæst et kontorhotel.

Brætspil, café og relationsarbejde

Tobias Nørgaard Andersen er autist og arbejder 20 timer om ugen i Autismehuset i København, der åbnede sidste år.

Han er en af de mange peer-medarbejdere, der er tilknyttet den uvisitede del af Autismehuset, der findes i underetagen, kaldet Spektrummet.

Han står for rundvisninger, brætspilsaktiviteter, værtskab i caféen og relationsarbejde med de deltagere, der kommer i huset.

"Ligner ikke noget kommunalt"

Allerede i etableringsfasen blev 27-årige Tobias Nørgaard Andersen involveret.

Han deltog i dialogmøder bl.a. om indretning og var med til at bestemme, at der skulle være god akustik i alle rum, og at stedet ikke måtte ligne noget kommunalt.

- Det skulle signalere hjemlighed og varme, og det gør det i den grad, siger han og åbner dørene til de mange møderum, der alle er forskellige.

Sproget betyder noget

Tobias er såkaldt peer-medarbejder og én af de første til at blive involveret i at designe og drive Københavns nye Autismehus - et hus der skal bringe brugerinddragelse eller deltagerinvolvering, som de foretrækker at kalde det, til et helt nyt niveau.

Huset er ikke bare et pædagogisk tilbud - det er for autister, af autister, og her betyder sproget meget, for sprog skaber virkeligheden. Det gælder helt ned til, om man bruger betegnelsen autister eller mennesker med autisme.

- Undersøgelser viser, at flest foretrækker betegnelsen 'er autist' fremfor 'med autisme', fordi autisme er så stor en del af deres identitet og personlighed, siger Tobias, der selv fik dialogen autisme og ADHD som 12-årig efter tre år med skolevægring.

Autismehus vil flytte grænser for brugerinvolvering

I Autismehuset i København vil de have borgernes stemme med. "Autisterne kan noget, vi skal sætte i spil."

Læs artiklen

Autister er erfaringseksperter

Halvdelen af de medarbejdere, der er ansat i Spektrummet, er neurodivergente, de fleste autister. Både peer-ansatte og peer-frivillige faciliterer mange af de aktiviteter, der ikke kræver visitation.

En peer er en person med levet erfaring, i dette tilfælde autisme. Det er autisterne, der er de reelle eksperter, siger Pia Finne, der er tilbudsleder af stueetagen i Autismehuset.

- De er erfaringseksperter. Vi andre har faglig viden om autisme, men vi er ikke de kloge. Magien opstår dér, hvor autister møder autister, siger hun.

Også Mari Holm, der er specialkonsulent i Københavns Kommune og med i etableringsgruppen af Autismehuset, har noteret, at videnshierarkiet har ændret sig.

- Tidligere var vi tilbøjelige til at positionere fagpersoner som de vidende og kloge. Nu er der meget større ligeværdighed i, at autisterne har erfaringsekspertise, det er vigtigt at aktivere, siger hun.

Peer-uddannelse banede vejen

For Tobias Nørgaard Andersen er det dejligt at kunne give samfundet noget tilbage som peer-medarbejder.

Efter at have flakket ind og ud af uddannelse, arbejdsmarked og psykiatrien i flere år endte han på et bosted, hvor han begyndte at finde sig selv og erkende, at han har et handicap, som han skal leve med resten af livet.

- Jeg har altid haft en overlevelsesstrategi, der hedder: "Hvis jeg bare kan hjælpe ét andet menneske med ikke at komme så langt ud, som jeg har været, så har det været det hele værd," siger han.

Den nævnte han for en medarbejder på bostedet, der henviste ham til kommunens peer-uddannelse. Det tog godt tre måneder og bestod af fem studiedage og en masse refleksion og gruppearbejde.

"Tænk at kunne bruge hele mig"

At tage peer-uddannelsen og få job i Spektrummet er en daglig glæde. Ikke mindst det at kunne være sig selv og ikke skal tage en maske på.

- Tænk at kunne bruge hele mig og alle mine erfaringer. Og tænk at skulle vise rundt og ikke skulle lade som om, jeg synes, det er et fantastisk sted, siger han.

For de mennesker, der kommer i huset, er det en lettelse at møde én, som også har en diagnose.

- Jeg kan mærke, at de sænker skuldrene, fordi de ved, at jeg kan forstå dem, siger han.