
PROJEKT
En fremtid med fuldtid
3 min læsetid
Turbo på fuldtid: Flere timer til børn og ældre
Medarbejderne på ældre- og dagtilbudsområdet i Egedal Kommune arbejder markant flere timer i 2025 end to år før.



På bare to år er der sket en pæn stor stigning i antallet af timer, som medarbejderne på ældre- og dagtilbudsområdet arbejder.
For fire medarbejdergrupper er fra 2023 til 2025 gået mellem 5 og 12 procent op i ugentlig arbejdstid.
- Det er vigtigt for vores evne til at løfte opgaven
Stigningen i ugentlig arbejdstid gælder både for pædagoger, pædagogmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.
Fokus på fuldtid og flere timer
Stigningen er sket efter en indsats, som Egedal Kommune har gennemført i flere børnehuse og på ældreområdet i samarbejde med indsatsen En fremtid med fuldtid, som KL og de faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet står bag.
- Vi har ligesom de fleste andre kommuner svært ved at få tilstrækkeligt mange medarbejdere til velfærdsområderne. Derfor har det stor betydning, at flere vælger at gå op i tid. Det betyder meget i forhold til at få hverdagen til at fungere bedre, siger kommunaldirektør Søren Trier Høisgaard i en pressemeddelelse.
Flere timer til børnene
Tallene viser blandt andet, at i 2023 arbejdede 32 procent af pædagogerne i kommunen på fuld tid. I 2025 er tallet steget til 37 procent.
For pædagogmedhjælperne er stigningen gået fra 35 til 47 procent.
Og de ekstra timer er til stor gavn ude i dagtilbuddene, fortæller Linda Davidsen, leder af Børnehuset Lille Sødal, som har været en del af indsatsen.
- Jeg har været optaget af, hvordan vi kan bruge det her moment til at få lige så gode eftermiddage, som vi har formiddage - jeg oplever, at der er en bedre normering gennem dagen, siger hun.
Anne Møller Hansen, der er område-TR i Smørum, oplever også fordelene ved, at flere er på fuldtid - eller gået op i tid.
- Det betyder meget, at man er lidt flere til at tage imod børnene om morgen, så de får en bedre aflevering. Det betyder også, at vi om eftermiddagen bedre kan arbejde i små grupper med børnene, som vi gerne vil, siger hun.
Færre vikarer omkring de ældre
På ældreområdet betyder de ekstra timer blandt andet, at man bruger færre vikarer.
- Flere faste medarbejdere løfter teamet. Det gør noget for kvaliteten for borgerne og løfter vores arbejdsglæde, siger Britt Ekelund, områdechef for Hjemme- og sygeplejen i Egedal Kommune.
Det har heller ikke presset økonomien, at flere er kommet op i tid, fortæller hun.
- Når vi har flere på arbejde, så bruger vi flere penge på lønkroner til det faste personale, men så falder den del, som vi bruger på vikarer i stedet for.
Se tallene:
- I 2023 arbejdede 32 procent af pædagogerne i Egedal Kommune på fuld tid. I 2025 er tallet steget til 37 procent
- I 2023 arbejdede 35 procent af pædagogmedhjælperne i Egedal Kommune på fuld tid. I 2025 er tallet steget til 47 procent
- I 2023 arbejdede 23 procent af SOSU-assistenterne i Egedal Kommune på fuld tid. I 2025 er tallet steget til 31 procent
- I 2023 arbejdede 17 procent af SOSU-hjælperne i Egedal Kommune på fuld tid. I 2025 er tallet steget til 27 procent









